Plant et Træ og AGF Fodbold har indgået en partnerskabsaftale hvor AGF-tilskuere har mulighed for at donere penge til træplantning i Aarhus. Da hvid er farven på AGF’s fodboldtrøjer (KSDH) så ville det være naturligt kun at plante de hvidbarkede birketræer, men det bliver en blanding, så der er forskellige træer som de træplantende børn har mulighed for at lære mere om. AGF sætter gang i samarbejdet ved at plante 142 træer, svarende til det antal år, som klubben har eksisteret.
Jacob Nielsen – CEO for AGF Fodbold udtaler bl.a.: “Plant et Træ giver så meget mening for os – det er en god historie. Det linker os sammen med fansene. Den awareness som vi kan skabe i forhold til den grønne omstilling. Og så er der jo lige det, at Plant et Træ er lokal – blev startet i Aarhus i 1988 – året hvor AGF i øvrigt vandt pokaltitlen.”
Jens Døssing – Landsformand for Plant et Træ udtaler: ”Det er en fornøjelse at opleve, hvordan Plant et Træ’s arbejde får mere og mere opmærksomhed – også fra den danske sportsverden. Vi har plantet træer i 34 år, og håber med denne aftale at få plantet mange flere træer til gavn for børn i Aarhus og at flere kommer til at kende til Plant et Træ’s generelle arbejde med Træer, Børn og Læring”