Bytraer_Store_Torv_Aarhus_Illustration

Et grønnere Store Torv i Aarhus

Plant et Træ donerer samtlige bytræer til det nye grønne Store Torv i Aarhus.

Plant et Træ har igennem en privat donation fra R. Larsen bidraget med træer, så Aarhus Kommune kan skabe et grønnere Store Torv. Indvielsen danner samtidig afsæt for en borgerinddragelsesproces i forbindelse med at udvikle den historiske akse mellem de to kirker – Aarhus Domkirke og Vor Frue Kirke – til et bedre og grønnere byrum, der inspirerer til ophold.

”Det er med stolthed, at vi ved Plant et Træ har fået mulighed for at være med til at skabe et grønnere Store Torv i Aarhus midtby. Det er nogle store, flotte bytræer – op til 6-7 meter – som venter på at blive plantet på Store Torv foran Aarhus Domkirke. Det er vores håb, at træerne sammen med andre tiltag vil skabe et mere levende rum i byen. Måske endda et rum der vil få besøgende til at stoppe op – bare et øjeblik. Vi vil også meget gerne rette en tak til Aarhus Kommune for et godt samarbejde om dette projekt.” udtaler Landsformand i Plant et Træ Jens Døssing.

Rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus er glad for det gode samarbejde med Plant et Træ.
”Træerne på Store Torv får en vigtig funktion, da de giver læ og er med til at gøre torvet til et sted, hvor man har lyst til at blive hængende i stedet for at haste forbi. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at en anonym sponsor sammen med Plant et Træ engagerer sig i arbejdet for, at Aarhus bliver en endnu bedre by” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Illustration: Landskabsarkitekt på det grønne Store Torv – Schønherr – Bygherre, Aarhus Kommune

Læs flere nyheder