Danmarkslunden Odense

Danmarkslunden kommer til Odense

I dag tog By- og Kulturudvalget første skridt mod etableringen af en såkaldt Danmarkslund i Odense. Her kan private og virksomheder plante træer til minde om personer og begivenheder. Sammen med organisationen Plant et Træ har Odense Kommune udvalgt et areal på 5.100 m2 ved Hollufgård til første etape af Danmarkslunden.

Gennem en årrække har den almennyttige organisation Plant et Træ haft en Danmarkslund ved Aarhus, hvor privatpersoner og virksomheder kan plante træer til minde om personer eller begivenheder.

Nu ønsker Plant et Træ at etablere en Danmarkslund i Odense, og ved dagens møde vedtog By- og Kulturudvalget at indgå en samarbejdsaftale med Plant et Træ samt stille 5.100 m2 kommunal landbrugsjord ved Hollufgård til rådighed for første etape af Danmarkslunden.

“- Det er en utrolig smuk tanke at kunne plante et træ til minde om personer eller skelsættende begivenheder. Jeg er glad for, at vi har fundet et velegnet kommunalt område, og at forslaget til Kommuneplan 2020 tager hensyn til fremtidige udvidelser af området, for jeg tror, at der vil blive taget godt imod muligheden. Et mindested som Danmarkslunden er godt for sjælen og naturen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).”

Læs hele pressemeddelelsen her

På billedet ses Jane Jegind, By- og Kulturrådmand, Odense og Jens Døssing, Landsformand i Plant et Træ.

Læs flere nyheder