40 frugtplantager

I uge 45 i år udsender Plant et Træ frugttræer og frugtbuske til 40 børneinstitutioner rundt i landet. På hver af disse institutioner vil der efterfølgende blive afholdt en plantedag sammen med børnene og deres bedsteforældre. Det plejer at være en god oplevelse for alle parter. Sammen med planterne giver Plant et Træ hver institution 500 kr. til at gøre plantedagen ekstra festlig - fx med boller, saftevand, frugt eller andet. Desuden følger der en børnebog om træer med, så børnene kan lære at kende navnene og forskellen på de forskellige træer i Danmark.

Med denne udsending har Plant et Træ nu leveret over 250 frugtplantager til landets børneinstitutioner. Over 550 institutioner har søgt os om at få en sådan sending frugttræer og -buske, og hen ad vejen håber vi at kunne glæde dem alle. Vi gør alt hvad vi kan for at skaffe pengene og sender ud i den rækkefølge, vi har modtaget de mange ansøgninger.

Du kan læse mere om Plant et Træs frugtplantager her …

Plant et Træ · plant13@plant-et-trae.dk · Webmaster: mail@kubus.dk