Nederst: Familie planter deres træ i Danmarkslunden.
Nederst: Familie planter deres træ i Danmarkslunden.

Danmarkslunden

Danmarkslunden er et areal på 30 tønderland, der ligger lidt vest for Moesgaard Museum syd for Århus. Arealet har Århus Kommune stillet til rådighed for Plant et Træ og har godkendt navnet "Danmarkslunden", idet den er en mindelund for hele Danmark.

I Danmarkslunden står Plant et Træ hvert forår og efterår bag plantning af træer til minde om personer, fødsler, konfirmationer, forlovelser, bryllupper, jubilæer og i nogle tilfælde til minde om en kær afdød slægtning.

Det koster 1.500 kr. for private og 5.000 kr. for virksomheder at få plantet et mandshøjt egetræ eller et andet løvtræ. I tilknytning får man et smukt diplom med en påtrykt tekst (se billedet nederst på siden). Diplomet kan man få indrammet og hænge op på væggen som minde om dagen.

Der er mulighed for at købe en plantning i Danmarkslunden i vores butik her på hjemmesiden. Du er også velkommen til at kontakte Plant et Træ og få arrangeret en plantning ad den vej.

Man kan enten selv plante træet eller lade Plant et Træ gøre det. Træerne bliver plantet med 12 meters mellemrum, så de kan holde sig grønne til jorden, og på grund af afstanden kan træerne stå som solitærtræer i mange, mange år - måske i langt over 100 år. Nogle egetræer kan blive op til 1500 år gamle. Derfor foretrækkes dette træ af mange. Så det er et ganske solidt minde man sætter sig.

Hvert enkelt træ bliver forsynet med et nummer, der er gravet i jorden ved roden af træet. Træet bliver forsynet med en støttepæl i de første år og endelig bliver træet indtegnet på et kort (se oversigtskort), så alle til hver en tid kan finde tilbage til det. Og det har vist sig, at familier kommer rejsende ikke bare fra Danmark, men fra mange dele af verden for at besøge det træ, familien plantede i sin tid.

I takt med at træerne vokser til, vil Danmarkslunden også blive et område med stor rekreativ værdi for alle.

Træerne i Danmarkslunden plantes som nævnt i foråret og i efteråret, men det tilhørende diplom kan man få tilsendt med det samme, når betalingen er indsendt til Plant et Træ.

                        

Plant et Træ · jens.doessing@plant-et-trae.dk · Webmaster: mail@kubus.dk