Styrk kampen for verdens skove markant

Af Michael Stoltze, Kristeligt Dagblad

"Styrk kampen for verdens skove markant". Det var det mest konkrete budskab efter klimatopmødet i København i december 2009.

Afskovning er i dag årsag til næsten 20 procent af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser. Hvis vi stopper afskovning i verden, tager vi et kæmpeskridt i kampen mod global opvarmning. Og hvis vi så samtidig begynder at genskabe en del af de skove, vi har mistet, vil skridtet blive endnu større.

Reducér afskovning
Ifølge Københavnererklæringen (resultatet af klimatopmødet) anerkender verdens lande, at reduktion af afskovning og skovnedbrydning har afgørende betydning i kampen mod global opvarmning. Og landene er enige om behovet for, at de udviklede lande omgående etablerer en fond til bevaring af verdens skove. Fundamentet for en enorm, global indsats for skovene er altså lagt i København. Ingen ved, om det vil lykkes, men der er al mulig grund til, at vi gør os umage.

Alt det, skoven kan
Skovene rummer langt over halvdelen af Jordens arter af planter og dyr. Samtidig er der bundet enorme mængder kulstof i skovene, som af den grund er vigtige i det globale kulstofkredsløb.
Skov holder på jorden, så den ikke vaskes væk, og skov sikrer, at der stille og roligt siver rent vand ned i undergrunden, når det regner. Skov kan levere et utal af træsorter til træindustri, bygningstømmer og brændsel. Og så har skovene enorm rekreativ betydning. Der er således næsten ingen grænser for alt det positive, der er at sige om skov.

Manglende respekt
Menneskeheden har stor glæde af verdens skove, men vi behandler dem langtfra med den respekt, de fortjener. Det skyldes ikke ond vilje, men slet og ret uvidenhed, tankeløshed og generel mangel på store visioner nationalt og internationalt. Og så skyldes det naturligvis, at skove fylder godt op i landskabet, så vi mange steder har været nødt til at rydde dem af vejen for at skaffe plads til marker.

I dele af verden, hvor den naturlige vegetation er græssteppe, det vil sige store dele af Rusland, Ukraine, USA, Argentina og mange andre steder, kan man dyrke korn uden at forrykke Jordens kulstofbalance nævneværdigt. Men når vi dyrker korn eller andre enårige afgrøder i dele af verden, hvor den naturlige vegetation er skov, har vi lukket omkring 90.000 ton CO2 ud i atmosfæren for hver kvadratkilometer, vi dyrker.

Globalt rydder vi for øjeblikket et skovareal på godt 60.000 kvadratkilometer eller næsten halvanden gange Danmarks areal om året. Det svarer til en udledning på i alt cirka 5,5 GT (GT = gigaton = milliarder ton) af de knap 30 GT CO2, som menneskehedens aktiviteter for tiden er årsag til, at vi udleder årligt.
Verdens skove har i alt bundet kulstof svarende til cirka 900 GT CO2. Hvert år skrumper dette tal imidlertid ind med omkring en halv procent, fordi vi ikke er gode nok til at passe på skovene. Det lyder måske ikke af meget, men det er yderst alvorligt.

Alene på baggrund af klimatruslen bør vi bevare de skove, der er tilbage, og vi bør også genskabe nogle af de tabte skove. Hvis vi gør begge dele, vil det være muligt at bringe udledningen af CO2 ned med 25 procent i forhold til det nuværende niveau.

Og så er der skovbruget og anvendelsen af træ. Så længe de fældede træer bevares som træ, binder de kulstof, og træ i byggeri kan holde i mange hundrede år. Træ, der indgår i byggeri, er derfor et kulstoflager, der sparer atmosfæren for CO2 lige indtil træet rådner eller brændes af. Det betyder, at skove ikke bare binder kulstof i opvækstfasen, men også kan bidrage til kulstofbindingen gennem skovdrift, når træet bruges til byggeri, møbler og andre langtidsholdbare træprodukter (som kuriositet også bøger!).

Dertil kommer, at træ er et udmærket råstof til energiforsyning, hvor afbrænding fortrænger olie og kul. Afbrænding af træ resulterer naturligvis også i CO2-udledning, men den indfanges, når skoven får lov til at vokse op igen efter hugst.

Skovens hemmelighed
Hemmeligheden bag alt dette er de grønne planters fotosyntese. Ved fotosyntesen fanger træernes blade CO2 og vand, som med energi fra solstrålerne bliver forvandlet til ilt og sukker. Ilten bliver lukket ud i atmosfæren, mens sukkeret bliver omdannet til træ (cellulose). Hokuspokus – så er en del af solens energi fanget i træet! 

Storslemme danskere
Danmark er fra naturens hånd et skovland, men vi har været storslemme og så godt som udryddet vore skove. På et tidspunkt omkring år 1800 var skovarealet helt nede på blot at dække omkring tre procent af Danmarks areal. Ved en målrettet indsats er det nu vokset til omkring 12 procent af Danmarks areal. Og ifølge en national plan fra 1989 skal skovarealet i Danmark fordobles i løbet af en trægeneration (det vil sige på 80-100 år).

Den nationale skovplan betyder, at der hvert år frem til cirka 2080 i gennemsnit bør etableres omkring 40 kvadratkilometer ny skov i Danmark. Siden 1989 har niveauet dog kun været omkring det halve, og med regeringens plan for Grøn Vækst er ambitionsniveauet for etablering af nye skove skruet ned til en tredjedel. Denne udvikling forundrer alle, der arbejder med skov, skovbrug, landskab, natur, miljø og klima, når skovene nu kan så meget.

Topmålet af rekreation
Turen med kæresten i skovens dybe, stille ro eller skovturen med familien, hvor børnene leger med pinde, klatrer i træer, bygger huler, plukker blomster eller samler bær og svampe sammen med forældrene, er stadig topmålet af rekreation.

Vi elsker den vilde skov for dens ro, læ og natur, og vi holder såmænd også meget af den drevne skov med lysninger, træstubbe og stabler af brænde og tømmer.

Vindens susen i træerne og bøgeskovens magi gør noget ved os, ikke mindst ved det lysende løvspring og det glødende løvfald.

Vi har det rart mellem træer, selvom skoven også er farlig, fordi træerne i en vild skov uden varsel kan styrte om eller tabe vældige grene, som kan dræbe.

Rigt plante- og dyreliv
Den vilde, varierede skov, der bare ligger urørt hen – naturskoven – rummer et overvældende rigt plante- og dyreliv. På almindelige, danske egetræer lever for eksempel ikke mindre end 700 forskellige arter af insekter. Og hvis skovbrug drives behændigt med mange træarter og uden brug af gødning, sprøjtemidler og dræning, kan disse kulturskove biologisk være næsten lige så rige som naturskovene, der bare passer sig selv.

Filtrerer vandet
Skovenes evne til at holde på jorden og danne rent grundvand er formidabel. Bar jord nedbrydes ofte mere end 1000 gange hurtigere end jord, der er dækket af skov. Når det regner voldsomt over en skov, afbøder træerne nedbørens fysiske slagkraft, og når tunge dråber falder fra løv og grene, rammer de et afvæbnende lag af visne blade og kviste i skovbunden. Resultatet er, at regnen lige så stille siver ned i den porøse skovmuld og videre ned gennem mineraljorden til grundvandsspejlet, hvor det lagrer sig som filtreret og krystalklart vand.

Når grundvandstanden bliver tilstrækkelig høj, træder grundvandet frem som kilder, der flyder over med det reneste rene drikkevand.

Sådan er det næsten overalt i verdens skove, ikke mindst i bjergegne: Skovene holder på jorden og nærer kilderne. Skovene leverer rent drikkevand.

Hvad venter man på?
Med så mange gode egenskaber burde det være en smal sag at argumentere for, at vi skal passe på verdens skove og sikre mere skov – også i Danmark. Men dilemmaet hos os er naturligvis, at Danmark ikke ville være meget bevendt for nutidens 5,6 millioner indbyggere, hvis landet lå hen i naturtilstand med urskov over det hele. Vi kan kun være så mange, fordi vi har ryddet skoven og dyrker jorden intensivt. Men faktisk dyrker vi Danmark så intensivt og holder så mange husdyr, at vi producerer mad og især kød til 16 millioner mennesker og opfodrer 25 millioner slagtesvin. Så vi kunne altså sagtens brødføde os selv (godt og vel) og på samme tid lægge halvdelen af landet ud til skov. Det ville nok være for meget, men de fleste vil sikkert ikke have noget imod, at for eksempel 20-25 procent af Danmarks areal med tiden blev til skov.

Nu står vi så tilbage med Københavnererklæringen og en kolossal global opgave, som Danmark skal være med til at løse.

Den danske muld er velegnet til jordbrug, og landbrug og fødevareproduktion bør også fremover helt afgjort have en stor plads. Men på baggrund af den internationale fokus på klima, naturbeskyttelse, drikkevand og alt det gode, skoven i øvrigt kan, er det oplagt for Danmark at skrue op for ambitionerne om at få mere skov i landet.

Ja, for skoven kan det hele. Næsten da.

 

 


Plant et Træ · jens.doessing@plant-et-trae.dk · Webmaster: mail@kubus.dk